lørdag den 18. oktober 2008

Tilbage til naturen


Slutter lige af med et efterårsbillede af mit yndlingstræ. Det overlevede orkanen i '99, det har stået et hav af storme igennem, slidt men aldrig knækket.
(Bare som en modvægt til al den teknik..)

fredag den 17. oktober 2008

Gennemført!

Nu har jeg gennemført 23 Ting! Før vi begyndte, lød projektet avanceret og kun for de smarte, men det viste sig at være sjovt og lærerigt, og flere af tingene kendte jeg da heldigvis til i forvejen. Den mest interessante opgave var selve bloggen - tænk at det er så enkelt at "udgive" sine tekster og billeder. Det, jeg har lært, kan jeg bruge til noget: først og fremmest har jeg vel fået mod på at lære mere, mod på at tilmelde mig diverse ting for at se, hvad det går ud på. Nu ved jeg jo, at jeg kan finde ud af det!

23 Ting har været et godt projekt - at få lov til at lave noget sjovt i sin arbejdstid, det er da alletiders. At jeg har løst de fleste opgaver i min fritid, fordi det kneb med tiden, er en anden sag, men godt var det alligevel. Og det var en god ide at bruge bloggen til at dokumentere forløbet. Hvis man vil lave en slags udvidet 23 Ting, vil jeg meget gerne deltage. Jeg vil foreslå, at man lægger de letteste og sjoveste opgaver i starten af forløbet, og så lader sværhedsgraden stige efterhånden. Det vil få flere til at hænge på, det er trist at gå død på opgave 3, fordi det der RSS bare driller! Biblioteket bør - som andre biblioteker har gjort - lægge 23 Ting ud på hjemmesiden og give lånerne mulighed for at være med. En ny opgave hver eller hver anden uge og så relevante links til de services, biblioteket selv tilbyder. Så kan mange få glæde af projektet.

fredag den 10. oktober 2008

Wikipedia

Da jeg først hørte om Wikipedia, tænkte jeg "aldrig i livet" - hvordan kan man bruge information, der er skrevet af helt tilfældige personer; hvordan ved man, om de overhovedet har forstand på det, de skriver?? I praksis har Wikipedia dog vist sig at være ret genialt - når enhver kan skrive artikler, kan enhver også rette i dem, og fejl lader til at blive hurtigt rettet af andre brugere. Der findes lange, grundige artikler om de mest mærkværdige emner, og aktualiteten er høj. Så hvis man ellers husker at medbringe sin naturlige kritiske sans, som man jo altid bør have med, så er Wikipedia et rigtigt godt redskab og noget af en succes for brugernes samarbejde på nettet.

torsdag den 18. september 2008

Arto

Godt at vi ikke skulle oprette en profil på Arto, det ville være at lure. Men der er altså en god grund til, at vi har oprettet os som brugere i alle de andre opgaver; man får ikke den fulde forståelse af et site, når man ikke rigtig deltager, men bare kigger forsiden og funktionerne igennem udefra. Arto er helt sikkert sjovt og vanedannende for børn og unge - men hvor det være træls at skulle være så smart og tjekket og med på alting hele tiden! Godt jeg ikke er 15 år...

Lyst til at sejle væk



Mere hav! Jeg har opdaget, at der er vand på (næsten) alle mine billeder? Men - hvis man tager en lup frem - er her faktisk også en bro over vandet. Det er altid en god ting...

tirsdag den 16. september 2008

Facebook

Jeg oprettede en profil på Facebook for nogle måneder siden. Sommetider tænker jeg, at det er genialt - hvis alle havde en profil, kunne man til hver en tid finde folk igen, og man kunne se, hvad de foretog sig, og hvor de befandt sig. Andre dage synes jeg, at det er rædselsfuldt, det er det rene fjollede tidsfordriv for voksne, og jeg nægter at deltage i konkurrencen om at have flest "venner" (men jeg bliver glad, når nogen inviterer mig...) Sommetider får jeg øje på en person, som jeg helst ville glemme - og jeg har svært ved at lade være med at se på nogle, som jeg burde glemme. Under alle omstændigheder passer jeg på med, hvad jeg fortæller, og resultatet er desværre nok en ret upersonlig og derfor uinteressant profil. Jeg tror bare, at nogle mennesker glemmer, at det, de skriver på Facebook, bliver læst af alle lige fra børnebørn til bedstemor. Og det var måske ikke lige det samme, man ville fortælle de to!

tirsdag den 2. september 2008

Google Docs

Google Docs (nu er vi virkelig i gang med de tørre opgaver) er egentlig smart. Det er specielt smart, at man kan overføre sine Word-dokumenter til Google Docs, hvis man har brug for at dele dem med andre. Jeg kunne nemlig ikke tænke mig at begynde at arbejde i systemet hele tiden i stedet for i Word, som jeg er vant til. Jeg vil kun bruge det i særlige tilfælde, hvor dele-funktionen er vigtig.

eKalender og e-Boks

Jeg er glad for, at eKalender-opgaven blev aflyst, for den havde jeg ikke lyst til at løse. Jeg vil ikke have mit tidsforbrug - mit aktivitetsniveau! - registreret på nettet. Tænk på hvor meget vi efterhånden kan få oplyst om hinanden ved at søge på nettet - jeg melder lidt fra efterhånden..

e-Boks har jeg overgivet mig til for nogle år siden. Det er godt at få lønsedlen flere dage før papirudgaven og ikke at skulle ned og tømme postkassen. Arkiveringsmulighederne i e-Boks er gode, og når flere år er gået, og mulighederne i e-Boks er blevet flere og flere, så slipper man for de mange mapper på reolen. Og det bedste ved de her systemer er jo, at de - ligesom Citrix - er virtuelle og ikke knyttet til én pc. Altså ingen problemer når man skal have ny maskine, e-Boksen følger én resten af livet!

tirsdag den 5. august 2008

Google Maps

Google Maps må jeg øve mig lidt mere på. Mine egne kort blev i hvert fald ikke særlig smarte i første omgang... Zoom ind og zoom ud, pludselig var jeg i Wyoming - det gik da let! Satellitbillederne er det sjoveste, gad vide hvor tit de bliver opdateret?

I øvrigt fik jeg ved denne øvelse pludselig at vide, at jeg ikke har en Google-profil - hvad er nu det, og hvad skal den bruges til? Jeg har snart ikke lyst til at oprette flere profiler!

tirsdag den 29. juli 2008

Podcast

Podcast er selvfølgelig smart - at høre og se det man har lyst til, når man har lyst til at høre og se det. Men det er irriterende, at processen med at abonnere, hente osv. gøres på så mange forskellige måder - når man lige har fået fat på metoden, finder man et podcast et andet sted, hvor det hele gøres anderledes. Efter at have prøvet mig frem har jeg konstateret, at jeg også til podcasts til hver en tid foretrækker iTunes - her fungerer alting altid, enkelt og uden problemer. Så min iPod vandt igen!

torsdag den 5. juni 2008

Last.fm

Efter et par timer tygger last.fm stadig på mit musikbibliotek og overvejer, hvad den skal anbefale mig. Jeg er ret spændt på, hvad den når frem til! Det er i hvert fald let at få inspiration til ny musik på last.fm, en "noget der ligner"-funktion er altid godt, så det her er nok en af de "ting", som jeg vil komme tilbage til i virkeligheden..

Netmusik

At hente musik fra Bibliotekernes Netmusik og lægge det på mp3-afspilleren gik heldigvis glat (herhjemme naturligvis, afspilleren fungerer bare ikke sammen med min arbejds-pc). Men hver gang jeg har prøvet Netmusik, synes jeg, at det er en besværlig proces at få de numre over på pc'en. Når man tænker på, hvor let det er at købe et musiknummer i f.eks. iTunes, 1-2 klik, få sekunder, og så er den hjemme. Netmusik kræver en lang og ikke helt selvforklarende procedure med at hente, placere, udpakke, hente, åbne og siden slette igen. Kan det virkelig ikke gøres enklere og mere brugervenligt?

lørdag den 31. maj 2008

Mp3-afspiller

Jeg bruger iPod. Hver dag. Og al min musik ligger på computeren herhjemme. Så det burde være en smal sag at lære en ny afspiller at kende - godt nok en anden type og et andet program, men alligevel. Derfor voksede frustrationerne til uanede højder, da jeg forgæves havde brugt time efter time på at få tingene til at fungere på min nye arbejdscomputer. Den ville ikke kopiere cd'erne, og den ville ikke registrere afspilleren som tilkoblet, hverken i det ene, det andet eller det tredje program (har prøvet dem alle). Intet virkede! Til sidst måtte jeg indstille mig på at tage det hele med hjem og bruge weekenden også. Men så viste alle problemer sig da pludselig at være løst - min egen computer hentede straks cd'erne og overførte dem til afspilleren i et snuptag. Jeg ville gerne have en god teknisk forklaring på dette, for jeg forstår det da ikke!? Og så er jeg i øvrigt glad for afspilleren, den er lille og lækker..

tirsdag den 13. maj 2008

YouTube og BibStream

- to sider med videouploads, men så hører enhver sammenligning også op. YouTube er kæmpestort, underholdende og fyldt med både skidt og kanel. BibStream er småt, på begynderstadiet og ærlig talt, lidt kedeligt. Masser af plads til udvikling. På YouTube fandt jeg Shaker Brothers - Mohammed og Yaser fra Fuglebjerg (billedkvaliteten er ikke imponerende, men så kan man opleve dem live på Fuglebjerg Bibliotek den 23. maj!). På BibStream kunne jeg faktisk ikke finde noget, der egnede sig til siden her. Da jeg søgte på Næstved kom et meget langt indslag, men det var ikke lige sååå spændende..

YouTube: Shaker Brothers fra Fuglebjerg

tirsdag den 29. april 2008

Flickr

Flickr er sjovt. Men jeg opdagede det først rigtigt, da jeg fandt et billede af nøjagtig det samme sted, jeg selv plejer at fotografere - se indlæg 2. Det var et meget bedre billede (jeg skal nok lære at gå lidt tættere på motivet, det er svært at tage de der store panoramabilleder). Men tænk at en anden havde fundet mit sted! Det siger vel lidt om, at man kan finde både det lokale og det globale på nettet - og i billedform på Flickr.
Jeg har prøvet at uploade et billede til bloggen via Flickr. Det gik ok, men det var lidt dobbeltarbejde, først at lægge det på Flickr og så flytte det fra Flickr til bloggen. Og det sad forkert på siden, så det blev slettet igen..

søndag den 27. april 2008

Anemoner

Posted by Picasa

Picasa

Picasa er da meget smart. Men for en nybegynder bliver billedbehandling ikke lettere, når man får endnu et program oven i alle de andre, der efterhånden ligger på maskinen. Det forvirrer ærlig talt. Hver gang jeg åbner et nyt program, er mine billeder organiseret på en helt ny måde - og jeg vil altså helst gøre det selv! Jeg tror, det er bedst at vælge ét program og så prøve at blive god til det. Og for mig bliver det ikke Picasa, det faldt jeg ikke lige for..

fredag den 18. april 2008

LibraryThing

LibraryThing er smart: gennemarbejdet og med en guldgrube af viden og inspiration. Konceptet kunne sagtens udvides og bruges til andre interesseområder end bøger - film, musik osv. Anbefalinger af bøger, der ligner, er altid populært, så denne side vil jeg foreslå til nogle af mine lånere. Og så er der mange sjove finesser, for eksempel galleriet med billeder af de forfattere, man har i sit bibliotek. Når man skal tilføje bøger, er søgefunktionen dog for dårlig, det tager laaang tid at finde den rigtige udgave.

onsdag den 9. april 2008

fredag den 4. april 2008

Samme sted...

Jeg synes bare, han er flot! Og så kan man stole på, at han altid er der. Tænksom og med havet foran sig.

Del.icio.us

Ting 7 irriterer mig en anelse: hvorfor hedder det del.icio.us? Og hvorfor er det nødvendigt med endnu en værktøjslinje - kan man ikke få de to ikoner til at sidde sammen med nogle af de andre? Og det er besværligt hele tiden at skulle logge sig på og af diverse tjenester. Del.icio.us kan i hvert fald ikke erstatte de almindelige foretrukne/favoritter - for de fungerer perfekt og ligetil, og de er lette at organisere overskueligt og meningsfuldt. Eneste problem er, at de er bundet til pc'en - det er del.icio.us ikke. Hvis der var en genial og let måde at kopiere sine foretrukne fra en pc til en anden (er der det?), så ville jeg foretrække det. Del.icio.us kan bruges til mere gennemtænkte og emneopdelte linksamlinger, som man vil dele med andre - ikke til den daglige adresse-huske-funktion.

mandag den 31. marts 2008

iGoogle og Google Talk

iGoogle var en let opgave. Og det er sikkert smart - hvis man husker at logge sig på. På arbejdet er det lettest ikke at skulle logge sig på - når man nu ikke har sin egen pc!

Google Talk og Web Messenger virker smartest i den installerede udgave (hjemme!), men er man så på hele tiden? Nå, chat er under alle omstændigheder kun sjovt, hvis man har nogen at chatte med, som er værd at bruge tid på.

tirsdag den 25. marts 2008

RSS og overskrift.dk

RSS er smart, men man får lynhurtigt alt for meget stof i sin Google Reader, så det er vigtigt kun at abonnere på det, man virkelig, virkelig gerne vil være opdateret på. Ellers kan man lige så godt holde sig til nyhedsmails - de er mere målrettede, hvis man vælger de rigtige - og hurtigere at slette! Men hvis man vil følge bestemte blogs, så er RSS smart.
Overskrift.dk og Technorati kræver lidt øvelse, før man føler sig hjemme i universet. Og sorteringsarbejdet skal man selv gøre, for langt fra alle blogs er interessante eller værd at bruge tid på, selvom de så handler om et emne, man interesserer sig for. I det hele taget - kunsten er at være målrettet og præcis, ellers ender man med at spilde sin tid.

fredag den 22. februar 2008

Mit foretrukne hænge ud sted



Godt at tænke på at dette sted altid findes. Jeg siger ikke hvor det ligger - vil gerne have det lidt for mig selv!

Lidt om blogs

Jeg synes ikke, man skal skrive en blog, hvis man ikke har noget interessant, relevant eller originalt at skrive. Nettet er fuldt af ligegyldigt sludder. Men når det er en bunden opgave, er det lidt svært. Derfor er det interessant at se, hvor forskelligt kollegerne har grebet det an. Nogle skriver fagligt, andre personligt, andre bare fjollet. Nogle skriver langt, andre ultrakort. De bedste blogs er dem, hvor folk har gjort sig nogle seriøse tanker, haft en mening, en ide med deres indlæg. Ros til dem der tør give lidt af sig selv. Selv kryber jeg helst lidt i skjul...